Geologisk optik: Landskabserfaringen i Charlotte Smiths forfatterskab

Omkring århundredeskiftet mellem det 18. og 19. århundre udviklede europæiske geologer nye måder at forstå planetens historie på, der adskilte sig så meget fra tidligere tiders, at disse udviklinger førte helt nye perspektiver på vores jordklode med sig. Denne artikel undersøger hvordan disse nye geologiske tanker påvirkede periodens litteratur, og informerede den måde, periodens forfattere sansede, erfarede, forstod og fremstillede naturen på. Med særligt fokus på den engelske digter Charlotte Smith undersøger jeg heri hvordan en sådan ny geologisk optik påvirker repræsentationen af naturens landskaber på i et forfatterskab fyldt med sten, klipper, fossiler, floder, skrænter, bjerge, krystaller og mineraler. Artiklen undersøger hvordan forfatterskabets skildringer af det klippefyldte sydengelske landskab afslører et radikalt nyt syn på naturen, der i allerhøjeste grad er påvirket af periodens geovidenskabelige udviklinger, og beskriver hvordan Smiths digte gennem et næsten i sig selv geologisk formsprog, gengiver denne nye geologisk måde at erfare verden på i den litterære tekst.