“Det er en livgivende oplevelse at være i naturen” – om Fisker- og Fangerhøjskolens sociale læring

1. Indledning Social læring er en proces, der sker sammen – og som sker i en bestemt kontekst. Den omfatter samarbejde mellem mennesker i en bestemt kontekst. I denne artikel vil vi se på social læring i Fisker- og Fangerhøjskolen i Paamiut i Grønland. Det ses, hvordan denne af deltagerne forstås som en helhedsorienteret og helhedsskabende proces, der knytter social ansvarlighed sammen med økologisk ansvarlighed. Der skabes både et socialt sammenhold og en fælles læringsproces omkring, hvordan man kan leve i naturen på en måde, der er respektfuld over for denne og over for hinanden – som i denne forståelse udgør en helhed. Dette diskuteres derefter i forhold til teorier om social økologi og undervisning i bæredygtig udvikling. Metoden i undersøgelsen her er en form for dokument-collage, hvor der bruges både interviews og dokumenter til at belyse den bæredygtige pædagogik i både dens konkrete og dens globale sammenhæng. Metoden er inspireret af Feuerabends (2010) ide om at arbejde uden egentlig metode, idet denne kan blokere for at finde noget nyt. Hans kritik er især rettet mod metodologisk monisme, hvilket er ideen om, at én metode er den rigtige. Over for dette opstiller han “reglen om at anything goes,” hvilket måske nok kan synes voldsomt, men også åbnende for modet til at tænke nyt og kaste sig ud i det med nysgerrighed, åbenhed og ydmyghed for at lære også metode sammen med – og nogle gange af – de medmennesker, der forskes i.