Lortekunst: Om afføring, bakterier og kroppe som stofskifte i ny biokunst

Lort er liv. Lort markerer vores placering i det store kredsløb, i den flod af organisk liv, der både fordøjer og skaber liv. Som den hollandske fysiolog og materialist Jacob Moleschott skrev i værket Kreislauf des Lebens fra 1852: Menneskets ekskrementer nærer planten. Planten omdanner luften til stof og nærer dyret. Kødædende dyr spiser planteædere, for derefter selv at gå til grunde og sprede nyt spirende liv i planteverdenen. Denne materielle udveksling er blevet kaldt stofskifte. Vi bør med rette benævne dette ord med en vis ærbødighed. For ligesom udveksling er handlens sjæl, er den evige cirkulation af stof selve verdens sjæl. (Citeret fra Schmidt 1971, 87) Lort, ligesom livet, er stof, der er skiftet. Lort er transformation, både nedbrydning og genskabelse. Lort er bogstaveligt talt levende, det indeholder trillioner af mikroorganismer, der tilsammen udgør små flerartede økosystemer. Lort er også toksisk og kan sprede sygdomme; i det store kredsløb er den enes lort både potentielt den andens død såvel som brød. Lort er livgivende, men kan også have for meget eller det forkerte liv, hvis det optræder det forkerte sted. Det er intimt, forbudt, hverdagsagtigt, og tabuiseret i højeste potens. Lort bevæger sig på tværs af grænser – liv og død, det private og det offentlige, afsky og fascination, krop og omverden. Det løber, bogstaveligt og metaforisk, som en flod under vores civilisation, allestedsnærværende, men ofte gjort usynligt. Lort er med andre ord prægnant, fyldt med liv, død og energi, på tværs af det materielle og det symbolske.